Der er rigelig dokumentation for, at det er bedst for børn både på kort og på langt sigt at vokse op i en harmonisk og intakt familie frem for en skilsmissefamilie, mens det endnu er usikkert, om det er værst at vokse op i en skilsmissefamilie eller en disharmonisk intakt familie.
Dette er formodentlig en del af baggrunden for, at flere forskere i de senere år har kastet sig over studiet af de faktorer, der bestemmer holdbarheden og kvaliteten af et parforhold.
Der er i tidligere artikler i ’Forskningsnyt’ beskrevet nogle af disse undersøgelser, der bl.a. viste, at mængden af negative og kritiske bemærkninger samt fraværet af kærlige udtryk i diskussioner blandt unge ægtefæller var et dårligt tegn for holdbarheden af deres parforhold.
Nu viser en ny undersøgelse fra universitetet i Arizona i USA, at det ikke blot er kvaliteten af eller dybden af parforholdet, men også hvad man kunne kalde bredden af parforholdet, der spiller en væsentlig rolle for dets holdbarhed og kvalitet.
Kort sagt ser det ud til, at de par, der foretager sig mange forskellige ting sammen, har større chance for at bestå i det lange løb, end parforhold, der – uanset graden af kærlige og positive følelser – ikke foretager sig ret meget sammen.
Forskerne studerede både 66 kærestepar, der havde været kærester i mindst et halvt år, og 65 yngre ægtepar, der havde været gift i tre-fire år. De unge kæreste- og ægtepar blev undersøgt to gange med et års mellemrum.
Ved den første undersøgelse udfyldte alle 262 personer et særligt spørgeskema, som forskerne havde udviklet specielt til at måle bredden i parforhold, altså omfanget af deres fælles interesser og aktiviteter, samt ønsket om at være meget sammen i dagliglivet.
Spørgeskemaet indeholdt spørgsmål som: ”Vi har lagt planer for at foretage os noget, fx ferie i den nærmeste fremtid”, og ”Jeg synes, jeg savner min kæreste/ægte fælle, når vi ikke er sammen”, og ”Vi har købt ting sammen, som vi betragter som ”vores”.”
Derudover blev alle 262 personer interviewet om især de følelsesmæssige sider af deres parforhold, og de båndoptagne interviews blev scoret af forskerne med hensyn til en række faktorer, man tidligere har opfattet som afgørende for et parforholds bestandighed: Graden af positive følelser, graden af negative følelser, oplevelser af glæde eller skuffelse i forhold til partneren m.m.
Da man et år senere kontaktede de unge mennesker, viste det sig, at ca. hver fjerde af kæresteparrene var brudt op, mens ingen af ægteparrene var blevet skilt. De kærestepar, der stadig var blevet sammen, og alle ægteparrene blev nu bedt om at udfylde et nyt spørgeskema om, hvor godt de havde det i deres parforhold, og hvor tilfredse de var med dette parforhold.
Forskerne fokuserede nu først på de faktorer, der blandt kæresteparrene kunne forudsige, om de var brudt op eller ej, og dernæst på de faktorer, der spillede en rolle for tilfredsheden med parforholdet ved den anden undersøgelse et år efter den første hos både de bestandige kæresteforhold og alle ægteparrene.
Hvad stabiliteten af kæresteparrene angår, viste det sig, at målet for bredden mere end nogen af målene for kæresternes grad af kærlighed og positive eller negative følelser kunne forudse, hvem der blev sammen. De, der oplevede mest bredde i parforholdet, blev mest sammen. Det gjaldt dog mere for mændene end for kvinderne.
For kvindernes vedkommende var der en enkelt faktor, der spillede en næsten lige så stor rolle for parforholdets bestandighed, nemlig hyppigheden af egne negative (vrede eller skuffede) følelser over for den mandige partner. Det er måske overraskende, at mændenes negative følelser ikke spillede en tilnærmelsesvis så stor rolle for parforholdenes bestandighed.
Hvad angår tilfredsheden med parforholdene et år efter den første undersøgelse, viste det sig igen for mændene, at deres opfattelse af parforholdets bredde i den første undersøgelse var den af alle de målte forhold ved deres oplevelse af parforholdet, der bedst kunne forudsige tilfredsheden med parforholdet på det senere tidspunkt. Men også mængden af positive og negative følelser spillede selvfølgelig en rolle for deres oplevelse af, hvor godt det senere gik med parforholdet.
Det er måske interessant, at mændenes tilfredshed med parforholdet ved den anden undersøgelse mere afhang af kvindernes negative følelser end deres egne negative følelser ved første undersøgelse!
For kvindernes vedkommende spillede oplevelsen af parforholdets bredde i første undersøgelse også en stor rolle for deres tilfredshed med parforholdet et år senere, men ikke en helt så stor rolle, som den gjorde for mændene, og det var for kvindernes vedkommende kun den næst vigtigste faktor med hensyn til at forudse parforholdets kvalitet.
Det vigtigste for kvindernes senere tilfredshed med deres parforhold var hyppigheden af deres egne negative følelser i form af skuffelser i parforholdet ved den første undersøgelse.
Denne undersøgelse viser altså som tidligere undersøgelser, at nok spiller de følelsesmæssige reaktioner i et parforhold en stor rolle for parforholdet, men en endnu større rolle – i hvert fald for mændenes vedkommende – spiller det tilsyneladende, at parforholdet har bredde, altså, at man som par er fælles om mange af livets opgaver, glæder og udfordringer.
Kilde: Flora, J. and Segrin, C. (2003). Relational well-being and perceptions of relational history in married and dating couples. Journal of Social and Personal Relationships, 20(4). 515-536.